DR Ramasjang: Bamselægen

Bamselancen rykker ud og hjælper bamser med skrantende helbred. Her kommer de bløde tøjdyr i behandling mod alt fra brækkede knogler til hjernerystelse og blindtarmsbetændelse.

Lægebesøg skal afdramatiseres! Spæde minder ved lægen er som regel i forbindelse med børnevaccination. Derfor forbinder mange børn hvide kitler med noget farligt og noget, man ikke selv har kontrol over. Bamselægen giver kontrollen tilbage til børnene. Bamsens ejermand assisterer bamselægen, når de sammen tager røntgenbillede i bamsescanneren, måler temperatur i bamsometeret og analyserer blod i bamselysen. Sammen finder de frem til den rette diagnose.

Gennem ti programmer afdramatiseres hospitalsuniverset ved at gøre det til en sjov og lærerig oplevelse for de tre- til syvårige. Bamselægen giver samtidig børnene indsigt i den fantastiske menneskekrop.

MUST har prioriteret at lave en autentisk programserie, og derfor er programmets bamselæge og vært, Sandra Meinich Juhl, også uddannet læge. Med sin faglige baggrund fremstår hun både vidende og troværdig, når hun lærer fra sig om kroppen og dens egenskaber. Ideen bag programmet er udviklet af MUST og produceret af folk med flere års erfaring med TV-produktion til børn.

Bamselægen er skrevet af Kenneth Bondo Mikkelsen og instrueret af Nikolaj Steen. Undervejs i udviklingsprocessen har MUST samarbejdet med Børneulykkesfonden, for bl.a. at finde frem til nogle af de hyppigste årsager til børn stifter bekendtskab med sundhedsvæsnet.

Bamselægen er en programserie produceret til Ramasjang. Bamselægen er skrevet af Kenneth Bondo Mikkelsen og instrueret af Nikolaj Steen.

Resultat
Bamselægen fik premiere i juli 2018 og blev det mest streamede program på DR TV de følgende fire uger.

MUST leverede
Idé, casting, produktion, klip og redigering