Frontend Developer, Webteknologi og Digital Markedsføring

MUST søger et brilliant hoved med gode evner inden for frontend-kode, styling og design. Du har et skarpt øje for det visuelle og æstetiske, og kan omsætte en lækker identitet og design til en funktionel side. Du har en rolig hånd, som med kvalitetskode frembringer løsninger, der virker på tværs af browsere, skærmstørrelser og devices. Vi tilbyder praktik eller studiejob og forestiller os, at du er i de sidste år af dit studie med nogle webprojekter bag dig.

Du bliver tilknyttet MUSTs nystartede digitale afdeling, hvor du vil få god støtte og vejledning af erfarne udviklere og designere. Du vil være under oplæring i hele forløbet, så det er mindre vigtigt om du kender de konkrete teknologiske platforme. Så længe du har dit teoretiske grundlag for programmering og styling på plads. Der er dog kun plusser i bogen, hvis du har arbejdet med AngularJS, SCSS, GIT, WordPress/PHP, Python, og/eller kendskab til Adobe CS.

Vi er et contentbureau i hjertet af København, med journalisten/forfatteren/idémanden Michael Jeppesen som frontmand. Idéerne er mange, ofte vilde og vi forsøger at tænke utraditionelt på kommunikation og reklame. I øjeblikket er vi bl.a. ved at afskaffe kedsomhed på Nationalmuseet, få en Michelinstjerne til Oslobåden, og bygge en virtuel psykolog, der kan opdrage danskerne i trafikken. Altsammen med digital kommunikation som en del af fundamentet.

Opgaverne spænder bredt:

–  Du skal udvikle og teste flotte løsninger til vores kunder. Vi arbejder med websites, chatbots, bannere og digitale gimmicks af enhver art. Det er ofte kortere opgaver, så du vil få mulighed for at stifte bekendtskab med mange kunder og opgaver.
–  Vi laver kampagner til alle tænkelige webplatforme, teknologier og SoMe, og du vil være med til at udvikle og definere løsninger til digital markedsføring.
–  Du vil få mulighed for at holde kontakt med vores kunder, hjælpe dem med at afdække deres behov og sørge for at arbejdet kommer i mål.
–  I bureauet er der er mange bolde og vanvittige idéer i luften. Er du kreativ, med tusind idéer til kampagner, vil du også få rig mulighed for at deltage i pitches og workshops.

Vi håber at du til en vis grad er selvkørende, nysgerrig og ambitiøs. Du har meninger og er ikke bange for at sige dem. Du vil få en fremragende indsigt i digital markedsføring og teknologi, praktisk erhvervserfaring med webudvikling og professionel kundekontakt. Det vil give dig rigtigt gode muligheder i din karriere og så bliver det sjovt!

For den rigtige kandidat har vi mulighed for at tilknytte dig enten i et studiejob eller et praktikforløb, som en del af din uddannelse. I et studiejob skal du regne med en arbejdstid på 15-20 timer ugentligt, og en god studieløn. Et praktikforløb skal gerne strække sig i nærheden af et halvt år, og vi kan tilbyde et konkret projekt, du selvstændigt skal få i mål. Skyd en mail, hvis du sidder på spørgsmål om stillingen eller virksomheden. Kommer det hele til at flyve, bliver der mulighed for fastansættelse. – send gerne en motiveret ansøgning og eksempler på dit arbejde til Bo Kanstrup, bo@mu.st